Om Valentin Vin

Valentin Vin startede egentlig allerede omkring 1979 med mødet med due bryst og en salat spækket med hvidløg, for midt i medister, rødkål fra glas, hvidkålssuppe og frikadeller, var dette en åbenbaring af smag og elegance. Jeg (Mikael) var på dette tidspunkt en ung purk omkring de 13 år og allerede her blev smag og oplevelsen af samme en brændende interesse.

Hvidløget blev hjembragt til det lille arbejder-hjem i Aalborg, og når retterne sydede i ovnen med velduft af fremmede og eksotiske himmelstrøg og sansninger, var faderens undren højlydt, når han udtalte, at her lugtede der af Arabere.

Jeg helmede dog ikke og familien var tvangsindlagt til alskens forsøg med nye ingredienser og krydderier, forsøg der i starten ofte endte som mere underlige end vellykkede, men de sjove grimasser på ”forsøgsdyrene” til trods fortsatte laboratoriet, som efterhånden frembragte flere og flere patenter af glæde og tilfredshed rundt om middagsbordet.

I studieårene var vinen mere en virkning og gerne en billig sådan, end den var en mad ledsager. Men også dette skulle ændre sig med tur til Italien i 1992, hvor de bølgende, grønne landskaber af vinstokke og mødet med de hårdtarbejdende samt filosofiske og passionerede mennesker bag, gjorde udslaget. Vinen blev nu hovedperson for både madlavning og investeringslyst med resulterende konstante lommesmerter – men man må jo lide for smagen!

Lars, min bror, som jo havde været fast følgesvend på de mange smagsrejser i barndommen og sidenhen glad offer for min vin glæde, blev smittet og foreslog i 2003, at vi da burde starte egen import og vinfirma og som sagt så gjort.

I dag er vores sortiment personligt udvalgt blandt de bedste producenter i de respektive lande og områder, hvor selekteringen er foretaget på baggrund af i første række smag, derefter dyrkningsmetode og filosofi for til sidst følgelig en vurdering af pris-kvalitets-forhold. Smagen er og bliver vores ledetråd, ikke anmeldere, modestrømninger eller andre målestokke, men vores smag, som vi personligt kan stå inde for og selv glædes ved dagligt.

Dygtighed eller ej – dette har så resulteret i en perlerække af prisvindende producenter, der år efter år leverer kvaliteter, deres konkurrenter tit må se i vejviseren efter, og vi er pavestolte!


Glade smagshilsener
Lars og Mikael Valentin